Fagforeninger hører fortiden til i Danmark

2011 viste os at fagforeningerne hører fortiden til. Først undergravede den ene fagforening den anden under sommerens konflikt på CSC og lukkede øjnene for import af billig asiatisk arbejdskraft. IT-arbejde blev et lavslønsområde som ingen længere vil uddanne sig indenfor og netop den branche var udset til at være et vækstområde.

Nu er der så sagen om Tine Aurvig-Huggenberger, som skammeligt blev snydt for sin pension. Da jeg kom ind på arbejdsmarkedet tænkte vi altid på Teamsters i USA som et forbillede. Herhjemme i Danmark havde vi Villy Strube sagen og det var gode folk, hvor at smålighed ødelagde mange karrierer. Skammeligt at vi ikke kan harmonisere de forhold vi har herhjemme med de tilstande de har i mere betydende lande som Grækenland og Italien.

Der er ingen som gider fagforeningerne mere og slet ikke lade sig vælge til et tillidshverv, når man får en så ussel behandling efter så mange års tro tjeneste. Fagforeningerne er færdige i Danmark

I det offentlige ønsker man ikke ansvar

De senere år har alle kommuner landet over oplevet et øget pres på anbringelsesbudgetterne. De økonomisk så svære tider har tvunget kommunerne til at se på om det får noget for pengene. En stor andel af useriøse plejefamilier og opholdssteder der var etableret for pengenes skyld er blevet nedlagt.

Dette arbejde er selvfølgelig ikke overstået, men et fortsat fokus på at pengene bliver anvendt fornuftigt ville være en garanti for det. Men socialministeren vil stoppe økonomisk ansvarlighed og arbejdet med at lave målbare undersøgelser af hvad der virker af anbringelser og hvad som ikke virker for nu kan kommunerne droppe forebyggende arbejde fordi at kommunerne må splejse til anbringelserne.

Jeg er forfærdet som skatteyder. Man har gennem noget tid fået ansvaret tilbage i forvaltningerne. Selvfølgelig har det medført noget pres, men ikke et større pres end man ser i private virksomheder hver dag. Jeg kender ingen firmaer som vil købe en ydelse som man ikke ved om virker og forskellige undersøgelser rejser tvivl om værdien af anbringelser.

Socialministerens forslag må stoppes. Ellers droppes det forebyggende arbejde og alle landets skatteborgere kommer til at betale prisen.

Kilde:
Kommuner skal splejse om dyre anbringelser (Metroexpress)

Sofie er fattig og urealitisk

I BT skriver Sofie at hun er fattig fordi at hun er studerende. Jeg har tænkt meget over hvorfor at nogle mennesker udsætter sig for så meget elendighed for at drømme.

For drømme er det når man tænker på at erhverv som f.eks. IT ikke længere er højtlønnet. Hvilken indkomstforbedring vil det få at tage en uddannelse når landets grænser er pivåbne og der kommer mennesker ind af lav kaste der lever af børns efterladte madpakker samtidig med at fagforeningerne bliver tvunget ud af arbejdspladserne.

Tag f.eks. CSC. Det var en flok indiske robotter med farvestrålende diplomer der undergravede hæderkronede arbejdspladser og som sendte erhvervet som IT-specialist ned i lavtlønsområdet på linje med butiksassistenter og kontorpersonale.

Faktum er at uddannelse ikke betaler sig. Måske i levealder, men hvis der ingen efterløn er, vil man så have livskvaliteten til at kunne nyde sin tilbagetrækning?

Nej, at studere som Sofie er et ufornuftigt valg. Det er et fravalg af livskvalitet og tusind fordømmende ord fra mennesker der har deres på det tørre med fede pensionsordninger etableret inden at lovgivningen gjorde det urentabelt. At hun vil udsætte sig for det virker rent ud sagt tåbeligt.