Berlingske skriver om at danske unge fravælger sprog og især mangelen af Fransk bekymrer nogle.
Jeg spørger bare om hvorfor at der overhovedet er grund til bekymring.
Der er nogle diplomater som taler Fransk og selvfølgelig er det praktisk hvis man ferierer i området, men omvendt så skulle vi måske indføre krav om samme respekt fra turister, som gæster Danmark, hvis det at kunne blive tiltalt på eget sprog i eget land skal veje tungt.
Men vi er trods alt et mere fleksibelt folkefærd og hylder princippet at penge ikke lugter, så selvfølgelig er det en halv fornærmelse og selvfølgelig er det anstrengende at tale et fremmed sprog, men vi kan jo trække os hvis vi bliver trætte så lad dem for pokker så vi kan tømme deres lommer.
Så er der selvfølgelig andre lande, hvor at man også taler Fransk. Frankrig har haft gang i en aktiv indsats i Afrika for at få udbredt sproget. Lande som Rwanda m.v. kender til hvad denne indsats har ført til og det skal vi ikke blande os i.
Men ville vi kunne bruge det forretningsmæssigt, hvis flere kunne Fransk i forhold til de afrikanske lande? Nej, jeg har terpet mig igennem Herge’s mesterværk som analyserer den kultur, som eksisterer i dette område og deres evne til at sætte ting igang.
Min konklusion baseret på den research jeg har foretaget er at der ikke rigtigt er afsætningsmuligheder for Danmark, som kan retfærdiggøre at Danske unge bruger deres tid på dette sprog.
Så hvorfor vil politikere så have Danske unge til at spilde deres tid, når der er så mange andre fag, de kan få mere gavn af?
Svaret blæser i vinden, hvis der overhovedet er et som giver mening.
