Det er svært at være vælger, når det vi skal vælge folk til ikke interesserer folk det mindste.
Jeg havde egentlig planlagt at blive hjemme. Det Europædiske Parlament har fungeret som en efterlønsordning and parkeringsplads for politikere, som af en eller anden grund ikke kan vælges i det hjemlige parlament.
Tag f.eks. Hr. Oppfeldt.
Det som han har haft gang i er ikke ekstraordinært, når vi ser på hvad de andre lande møder op med, men tanken om at se ham igen i Folketinget ligger mig dog meget fjernt. Så er det bedre at vi sender ham ned til ligemænd.
Nu er det dog ikke ham at jeg vil stemme på. For mig er valget mere en manifestation om at tiden er kommet til at få nogle folk derned som kan arbejde for at vi forlader denne kaffeklub af politikere som er alt for langt fra befolkningen i medlemslandene til at dette elitære projekt kan komme til at fungere.
For de almindelige mennesker handler det om at brødføde dem selv og deres børn. En opgave som er blevet stadig sværere i løbet af de år, som vi har været medlem af EU. Senest har arbejdsgiverne set lyset i harmoniseringen af alle landene som er det primære mål indenfor Unionen. Vi vil se børn sulte her i landet i løbet af blot de næste 5-10 år, når vi skal gå for lønninger der til forveksling ligner satser i bistandshjælpssystemet. Det er konsekvensen af vores medlemskab.
Et enkelt plus kan dog være at det aldrig har været billigere at få en prostitueret. Menneskesmuglingen som ligger til grund for dette prisfald er en direkte konsekvens af at vi har fjernet de bevogtede grænser. Men er det i virkeligheden noget at være positivt over som det hævdes at langt størstedelen af Danskerne er. Hvad med de lidelser som disse kvinder er udsat for?
Medfølelse er ikke politikeres force og der ligger egentlig kernen i problemet med EU. Vi kommer ikke uden om at det primære problem er at afstanden fra borgere til politikerne er for stor.
Derfor stemmer jeg på en EU modstander imorgen. Hvad med dig? Kan du klare at rejse dig fra sofaen og se dine børn i øjnene?
