Så er Lissabon traktaten på banen igen. Irland har fået en række indrømmelser.
De må selv bestemme:
- Deres abortpolitik
- Deres skattepolitik
- Deres famile- og uddannelsespolitik
- Deres forsvarspolitik og neutralitet
Selvom disse garantier er falske efter nogens opfattelse, så er det at give et land forbehold på skatteområdet en falliterklæring for EU.
Hvis et land kan dumpe skatterne for at lokke virksomheder til, så fungerer et markedet ikke. Her i landet har vi netop droppet den kommunale skatteligning fordi blot mistanken om at der politisk kan ske en lokalpolitisk favoritisering ville være ødelæggende for landet.
EU har rigelig med problemer i forhold til at tredjelande dumper alt for at trække arbejdpladser til, så der er intet behov for at lande indenfor EU måtte dumpe deres skatter på de andre landes bekostning.
Så er der forsvarspolitiken. EU skal ikke kaste sig ud i militære operationer. Nogle lande har nogle lig i lasten fra deres dage som koloni-magt – især i central-afrika, hvor at de panisk har forsøgt at fastholde lokale dialekter som hovedsprog i deres tidligere kolonier. Hvis vi tillader en Europa hær, så kommer både Irere og Danskere til at blive ofre for andre landes synder fra fortiden. Derfor bør dette punkt ikke være en undtagelse. Det bør slet ikke være et punkt i traktaten.
For år tilbage så bankede vi ga nske som Irerne det samlede fællesskab på plads. De slikkede vores fødder da vi kaldte flokken sammen og dikterede dem vores fire forbehold. De lærte deres plads i forhold til vores højt udviklede kultur.
Når nu Irene har pisket de andre lande på plads efter at have lært af os, så vækker det undren hos mig, at vi skulle være parate til at fjerne nogle af disse forhold.
Selvfølgelig vil indførelse af Euroen vise hvor meget ekstra vi betaler for varene her i landet, men det ved vi jo godt i forvejen. Vi husker alle politikernes løfter om at sænke afgifterne på brændstof til vores bilflåde, hvis de internationale priser sted. Det skete bare aldrig.
Men det positive vi kan opnå står ikke i mål med de tab vi vil lide.
Vi må formulere et folkekrav om at vi vil stemme om Lissabon traktaten, så vi igen kan sende et kraftigt signal om hvem der bestemmer.
Men EU har igen vist hvad vi hele tiden har vidst. EU er en joke!
