Nu er der så sagen om Tine Aurvig-Huggenberger, som skammeligt blev snydt for sin pension. Da jeg kom ind på arbejdsmarkedet tænkte vi altid på Teamsters i USA som et forbillede. Herhjemme i Danmark havde vi Villy Strube sagen og det var gode folk, hvor at smålighed ødelagde mange karrierer. Skammeligt at vi ikke kan harmonisere de forhold vi har herhjemme med de tilstande de har i mere betydende lande som Grækenland og Italien.

Der er ingen som gider fagforeningerne mere og slet ikke lade sig vælge til et tillidshverv, når man får en så ussel behandling efter så mange års tro tjeneste. Fagforeningerne er færdige i Danmark

Dette arbejde er selvfølgelig ikke overstået, men et fortsat fokus på at pengene bliver anvendt fornuftigt ville være en garanti for det. Men socialministeren vil stoppe økonomisk ansvarlighed og arbejdet med at lave målbare undersøgelser af hvad der virker af anbringelser og hvad som ikke virker for nu kan kommunerne droppe forebyggende arbejde fordi at kommunerne må splejse til anbringelserne.

Jeg er forfærdet som skatteyder. Man har gennem noget tid fået ansvaret tilbage i forvaltningerne. Selvfølgelig har det medført noget pres, men ikke et større pres end man ser i private virksomheder hver dag. Jeg kender ingen firmaer som vil købe en ydelse som man ikke ved om virker og forskellige undersøgelser rejser tvivl om værdien af anbringelser.

Socialministerens forslag må stoppes. Ellers droppes det forebyggende arbejde og alle landets skatteborgere kommer til at betale prisen.

Kilde:
Kommuner skal splejse om dyre anbringelser (Metroexpress)

For drømme er det når man tænker på at erhverv som f.eks. IT ikke længere er højtlønnet. Hvilken indkomstforbedring vil det få at tage en uddannelse når landets grænser er pivåbne og der kommer mennesker ind af lav kaste der lever af børns efterladte madpakker samtidig med at fagforeningerne bliver tvunget ud af arbejdspladserne.

Tag f.eks. CSC. Det var en flok indiske robotter med farvestrålende diplomer der undergravede hæderkronede arbejdspladser og som sendte erhvervet som IT-specialist ned i lavtlønsområdet på linje med butiksassistenter og kontorpersonale.

Faktum er at uddannelse ikke betaler sig. Måske i levealder, men hvis der ingen efterløn er, vil man så have livskvaliteten til at kunne nyde sin tilbagetrækning?

Nej, at studere som Sofie er et ufornuftigt valg. Det er et fravalg af livskvalitet og tusind fordømmende ord fra mennesker der har deres på det tørre med fede pensionsordninger etableret inden at lovgivningen gjorde det urentabelt. At hun vil udsætte sig for det virker rent ud sagt tåbeligt.

For en gruppe borgere på Refthalevej over i København blev det for meget. De overfaldte 3 parkeringsvagter. Vagter som udfører styrets beskidte arbejde – et arbejde så usselt at mange i faget formentlig ville føle sig mere værd hvis de var indsmuglet til et andet land for at yde personlige ydelser som det sker for så mange kvinder fra Østeuropa og Asien.

Det er for nemt at afskrive overfaldsmændene som brutale Christianitter der bare tager sig for af samfundets goder uden at yde hvilket er kendetegnene for mange mennesker i dette område.

Ser man igennem overskrifterne så ser man samme desperation hos borgerne der sendte mange mennesker på gaden i Ægypten, Libyen, Syrien og lignende lande. I modsætning til befolkningen dernede kan vi tale om egentlig undertrykkelse i Danmark som medfører desperation. En desperation som bunder sig at borgerne føler sig så undertrykte at vold ses som eneste løsning. Det er trist at vi på se os på linie med lande som vi ellers ser os for gode til at blive sammenlignet med.

Vold burde ikke være løsningen på dette dilemma.

Det er trist for de mennesker der blev ramt af denne hændelse. Jeg tænker at det må være forfærdeligt for deres familie.

Det er et alvorligt vink med en vognstang til myndigheder om at grænsen er nået for hvad man kan udsætte landets bilister for. Tænk på hvad befolkningerne i mellemøsten har måttet gennemleve som følge af at myndighederne ikke ville lytte. Vi står ved en skillevej. Vi kan ikke konstant hæve bøder, indføre en elektronisk voldgrav omkring København og så håndhæve parkeringsforbud så restriktivt som vi gør idag. Danmark er tæt ved at lukke ned.

I denne uge fortalte min kone mig at hendes leverandør af dufteting fyrer alle medarbejdere over i Slangerup for at sende kundebetjeningen til Sverige og pakkeriet til den nye slyngelstat Polen.

Alle ved at tilværelsen som call center medarbejder i Sverige er en slavetilværelse. Unge danske mænd med interesse for IT lod sig omkring årtusindeskifte lokke til Nordsverige, hvor mange måtte smugles hjem efter at have oplevet et liv på sultegrænsen uden mulighed for at gå i byen hver dag og under truslen med økonomisk sanktioner da de på menneskesmuglingslignede vilkår havde lånt penge af arbejdsgiveren til dækning af flytteudgifter ganske som kvinder der arbejde i Danmark i servicefag oplever.

Vi burde kunne holde jobs som dem der nu ryger hos Oriflame, som min kones duftevands leverandør hedder, men det kan vi kun hvis vi har en overlegen infrastruktur med lave bøder, fri parkering og manglende håndhævelse af hastighedsgrænser. Det vil medføre tab af menneskeliv på landevejene – ja, men vi vil bevare og etablere arbejdspladser. Sidst og ikke mindst vi vil ikke se brutale overfald som det der skete i København.

Se: Youtube-fænomen fyret efter TV2-optræden (BT)

Det er skammeligt. Det er ynkeligt. Han udtalte sig på baggrund af at centralregimet i København vil stramme landets love for derved at sende en så stor skygge ind over Danmark at 2011 ikke vil blive husket for de arabiske forår. Det vil blive husket som det år hvor at Danmark fjernede sig enhver mulighed for at klare sig i den globale konkurrence!

Vores mobilitet er vores vigtigste konkurrence parameter.

Vi kan ikke klare os ved at være bedre uddannet for der måles ikke korrekt. Man vil ikke belønne de sociale og innovative elementer i undervisningen som har skabt os et uddannelsessystem second to none. Man vil meget hellere have pumpet elever igennem uddannelsessystemerne i en sådan hastighed at vi som samfund er begyndt at skabe samme initiativløse ingeniører som de har i Indien. Vi har handlet med Indien. De kan ikke finde fejl ved projekterne – kun udføre opgaver ukritisk. Enhver udtalelse der kunne antyde kritik bliver tiet ihjel idet at det anses for at være respektløst at kritisere lederen eller opgavestilleren.

Vi kan heller ikke arbejde for en skål ris eller som medarbejderne på Bisca for 5 rådne Polske kartofler. Vi var et velfærdssamfund og selvom folketinget idag formelt afskaffede efterlønnen og dermed Danmarks status som et vælfærdssamfund, så havde vi stadig vores overlegen infrastruktur som vores overlevelseschance. Det ved folk på gaden. Og nu hvor at efterlønnen er væk hvad er der så at leve for? Hvorfor skulle vi ikke kunne leve med de tab en bedre infrastruktur og kortere transporttider vil koste?

Det er en tåbelig ledelse de har hos Per Aarsleff. De må lære det på den hårde måde. Her kommer vi kunder ind i billedet. Jeg glemmer dem ikke og vil gøre mit for at de ikke bliver anbefalet til nogle byggeopgaver.

Det er deres børn som jvf. socialministeriets egne børn lever med risikoen for overgreb der er mange gange større end hvad de ville risikere at opleve derhjemme. Socialministeriet mener at cirka 2 børn krænkes hver måned på steder hvor at det offentlige har anbragt dem for at de skulle være mere trygge end hjemme hos deres biologiske familie.

Det er de familier som ruineres af egenbetalingen for anbringelse der let kan købe op i mange tusinde kroner hver måned, selvom loven udtrykkelig skriver at anbringelser der sker med henblik på behandling er gratis. Her bliver familierne ofte løbet over ende af kommunens jurister.

De er de familier, som ofte oplever at plejefamilier består af voksne som af en eller anden grund er blevet fyret og er blevet tilbudt arbejdet som plejefamilier som en slags fratrædelsesgodtgørelse frem for deres evner.

Jeg kan godt forstå at de ikke vil mere.

Prisen på pleje af anbragte børn i Danmark er mange gange dyrere end hvad der ses i Norge og Sverige. Det er to lande vi ellers plejer at kunne sammenligne os med, men ikke på dette område.

Kommunerne har i de sidste 10 år haft kritisk fokus på opholdsssteder og skolehjem. De har lukket en lang række som var rene pengemaskiner for ejerne uden at det kom børnene tilgode. Dette arbejde er ved at færdigt og nu er det så en kvalitetssikring af plejefamilierne som skal igang.

Det kan godt være at det så ikke bliver en guldrandet forretning men så må de sige nej indtil at vi står tilbage med de 30-40 der virkelig vil børnene noget godt.

40 procent nedskæring er ikke en krone for meget. Tænk på at de har fået en kommunal opgave uden at skulle erlægge 5 års regnskaber, miljø-certifikater osv. hvilke alle andre skal hvis de skal levere så lidt som et viskelæder. De har scoret kassen. Det er slut nu. Det er de triste over. Men de kan ikke være bekendt at klage til medierne og pive over at deres fidus er slut.

De er usle!!!

Kilde:
Mister 40 procent i løn (DR, 6. oktober 2011)

Som anbragt møder man børn fra skyggesiden uanset hvad ens eget problem er. Jeg har surfet lidt inden at jeg skrev dette indlæg og jeg ser på blogs som Embedsværket, Minder fra en hård tid og ja, det at der er behov for en organisation som Baglandet fortæller egentlig alt.

Vi ved idag at anbragte børn har en lang større risiko for at blive misbrugt og voldtaget. Her er der ikke forskel på om den anbragte er dreng eller pige. Her gælder det om at overleve og finde en kammerat der med muskler kan holde misbrugerne væk. Selv i dag er det sådan at der i gennemsnit sker 2 overgreb pr. måned på danske institutioner eller i plejefamilier. Henrik Sass-Larsen skabte sig et netværk blandt grænsesøgende unge i sin barndom. Ikke fordi at han havde planlagt at blive korrupt top-politiker. Nej, han gjorde for at overleve.

Det er der intet unormalt i, hvis det ikke var fordi at Henrik Sass-Larsen gjorde noget usædvanligt når vi tager om børn i statens varetægt. Han fik sig en uddannelse. Han gik ikke til grunde i misbrugsproblemer. Han tog ikke sit liv før tid. Han lod ikke sit blive tynget af sin fortid. Kort sagt han var usædvanlig. Han fandt et område han havde talent for og blev politiker.

Hvis han nu havde været en kyniker blottet for empati, så havde han skiftet navn for at skjule sin fortid, han havde glemt sine gamle venner, men sådan valgte han ikke at være. Som i et usynlig broderskab valgte han at hjælpe de børn der havde beskyttet ham imod overgreb. Børn som voksede op og fik et mere traditionel resultat af deres anbringelse kæmpede imod deres dæmoner pålagt dem af det hårde liv under en anbringelse.

Hans kontakt med sine barndomsvenner blev registreret af efterretningsvæsenet og da Helle Torning ikke havde mod til at ignorere registreringerne som Anker Jørgensen i sin tid havde med Ole Espersen, så sluttede hans landspolitiske liv. Tilbage er kun at gå efter borgmesterposten i Køge så han kan afløse skolepigen i jobbet. Han har kontakterne så der kan skabes fred i byen, der er præget af bandeuro. Skolepigen som har posten p.t. kan få mere tid til Folkeskolens afgangseksamen. En win-win situation for alle parter.

Men tilbage til denne ulykkelige sag. Det er mangel på kynisme der koster Henrik Sass-Larsen sin politiske karriere, men det er samtidig også en kraftig reminder om at du ikke kan løbe fra din sociale arv. Slet ikke i Danmark.

Der har været en tendens til at alle forældre af socialforvaltningerne betragtes om Brønderslev-familier. Alt efter hvor at familierne er bosiddende har hysteri betydet at alt for mange børn er blevet fjernet fra hjemmet hvilket de høje fejlprocenter ser ud til at støtte op omkring. Enkelte steder er fejlprocenterne i det materiale som ligger til grund for anbringelserne helt oppe på 90 procent.

Der er jvf. klienterne alt mulig grund til at protestere og det er så hvad de gør d. 3 november 2011.

Følg dette link: STOP KOMMUNERNE (Organisationen’s hjemmeside)

Bloggen “Embedsværket” nævner at der bliver afsagt dom i Kids-for-Cash skandalen idag. Jeg husker det afsnit af “Law & Order: Special Victims Unit” som blev lavet over denne sag. Her var det en dommer som fængslede børn på særlige døgninstitutioner der til gengæld gav hende penge.

Når der falder en ganske stor sum af til plejefamilier eller opholds/behandlingshjem, hvor meget finder så vejen tilbage over bordet når der tilsynsbesøg?

Det er der ingen der ved, men det kunne være interessant at se om en given kommune har et foretrukkent sted at anbringe deres børn uanset hvilken diagnose de måtte have. Jeg mindes at have læst om et sådan “vi-klarer-alt” sted i Morsø kommune opkaldt efter Pippi Langstrømpes hus.

Der er simpelt for mange penge i systemet til at dette område skal undgå grundig revision.

Her under er der et link til embedsværkets originale artikel.

Presse-meddelse: Strafudmåling i Kids-for-Cash skandalen i Pennsylvania – hjemmesiden Embedsværket